Flere kulturelle oplevelser og et mere synligt kulturliv. Det kan sønderjyderne se frem til med den nye kulturaftale, som Kulturregion Sønderjylland underskrev den 13. juni 2008 sammen med Kulturministeriet. Kulturregionen består af de fire sønderjyske kommuner, Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.
Kulturaftalen giver 2,2 millioner kr. til kulturen om året frem til 2011. Det er midler, som er øremærket til en række projekter, der skal fremme og synliggøre det sønderjyske kulturliv og kultursamarbejdet henover den dansk-tyske grænse.
Med kulturaftalen bliver følgende projekter sat i værk:
- Udvikling af den kulturelle intelligens hos børn og unge
- Dansk-Tysk Børneteaterfestival
- Ungdomskulturen ”Streetmekka Sønderjylland”
- Talentudvikling inden for jazz, folkemusikken, kirkemusik og den klassiske musik
- Det dansk-tyske messingblæserakademi
- Forsamlingshusene som mødesteder for kulturelle oplevelser
Derudover er der udpeget fire kulturelle fyrtårne:
- Hertug Hans-fest
- Tønder Festival
- Den klassiske musik med Sønderjyllands Symfoniorkester i spidsen
- Billedkunst på Brundlund Slot
De fire fyrtårne danner en netværksgruppe, som har til formål at diskutere værdier, vækstområder, udviklingsmuligheder og erfaringer.
Det synlige kulturliv
Sønderjylland har allerede et mangfoldigt kulturliv, og med kulturaftalen bliver der sat ressourcer af til at synliggøre de mange kulturelle arrangementer: Hvad sker på den kulturelle scene i hele kulturregionen, hvor og hvornår.
Under navnet Kulturfokus – Oplevelser i Sønderjylland, kommer der en række tiltag, der skal markedsføre kulturlivet i Sønderjylland - blandt andet fælles annoncering, en hjemmeside og et kulturmagasin.
Kulturaftalen
Hvis du vil læse hele den sønderjyske kulturaftale, som Kulturregion Sønderjylland har indgået med Kulturministeriet, finder du links til kulturaftalen i spalten til højre.
Hvis du vil vide mere så kontakt Charlotte Helt Brunsgaard på tlf. 73767209












